LUNDEHUSSKOLEN

RENOVERING OG MODERNISERING FOLKESKOLE OG AUTISMEAFSNIT

Lundehusskolen er en bevaringsværdig folkeskole fra 1943, tegnet af arkitekt Poul Holsøe. Skolen har gennemgået en omfattende helhedsrenovering, ombygning og modernisering, hvor de oprindelige arkitektoniske og materialemæssige kvaliteter er bevaret og forstærket samtidig med, at bygningerne er opgraderet til at imødekomme nutidens krav til undervisningsmiljø, funktionalitet og indeklima.

Renoveringen omfatter hele skolens bygningsmasse og har medført en gennemgribende opgradering af klasselokaler, fællesarealer og faglokaler, både teknisk og pædagogisk. Skolens gangarealer og overgangszoner er aktiveret med indbyggede opholdsnicher og arbejdspladser, som understøtter gruppearbejde, fordybelse og uformel læring uden for basislokalet.

Basisområderne er udstyret med fleksibel indretning, der gør dem velegnede til differentieret undervisning og selvstændige elevaktiviteter.

Læs mere


NYE LÆRINGSMILJØER
Et tidligere fagområde er omdannet til nyt afsnit for elever med autisme. Her er den eksisterende gymnastiksalsfløj nænsomt ombygget med fokus på overskuelighed, materialevalg, dagslys og lyd, så rummene understøtter elevernes behov for struktur, tryghed og genkendelighed. Afsnittet er tænkt sammen med det eksisterende specialområde på skolen, hvilket skaber sammenhæng og kontinuitet i elevernes hverdag.

Skolens udearealer er gentænkt som et aktivt læringslandskab, hvor grønne opholdsrum, bevægelseszoner og undervisningsnicher er integreret i det eksisterende gårdrum med bevaringsværdige træer. Der er arbejdet bevidst med forbindelser mellem ude og inde – både fysisk og pædagogisk – så uderummet bliver en naturlig del af læringsmiljøet og styrker samspillet mellem leg, læring og bevægelse.

BEVIDSTE OG BÆREDYGTIGE VALG
Samtidig har renoveringen haft særligt fokus på bæredygtighed. Der er etableret forbedret ventilation og energieffektive tekniske løsninger, og der er arbejdet med langtidsholdbare materialer og genbrug af eksisterende bygningsdele, hvor det har været muligt. Indeklimaet er forbedret markant i forhold til dagslys, luftkvalitet og akustik, hvilket har stor betydning for elevernes trivsel og koncentration.

FARVEVALG
Farvesætningen i projektet er udviklet i samarbejde med farvekunstner, Malene Bach, og anvendt til at skabe rumlig variation, orientering og stemning i skolens forskellige områder. Det gennemførte farvegreb blev anerkendt med Farveprisen i 2020.

Lundehusskolen står i dag som et eksempel på, hvordan en bevaringsværdig skolebygning kan fornyes med respekt for det oprindelige og med fokus på fremtidens læringsformer, inklusion og bæredygtige løsninger. Renoveringen har genskabt skolens samlede arkitektoniske og pædagogiske identitet og forankret den som en velfungerende lokal skole i et nutidigt undervisningslandskab. Specialområdet indeholder elementer til både indskoling, mellemtrin og udskoling.

 

RÅDGIVNINGSFORM
Strategisk partnerskab/TRUST

BYGHERRE
Byggeri København

INGENIØR
Dominia + Norconsult

LANDSKAB
LYTT + Kragh & Berglund

OMFANG
12.465m2

AFSLUTTET
2020

Forrige
Forrige

DAGINSTITUTION VED SKOLEN PÅ AMAGERBRO

Næste
Næste

DAGINSTITUTION VED ÅLHOLM SKOLE