VALBY VANDKULTURHUS

NYT VANDKULTURHUS MED FLEKSIBLE FACILITETER

Valby Vandkulturhus indgår som en naturlig del af helhedsplanen for Valby Idrætspark. Vandkulturhuset indeholder fleksible og multianvendelige vandrelaterede faciliteter, som inviterer til idræt, leg, motion og vandaktiviteter for alle på en ny måde.

Læs mere


ADGANG FOR ALLE BRUGERGRUPPER
Stueetagen rummer morskabs- og soppebassiner, og herfra bevæger man sig ind i en verden af vandtrapper, vandtunneller, modstrømskanal, rutschebane og grotte med farvet lys. På førstesalen er der indrettet et wellnessområde med bl.a. et stort varmtvandsbassin, aromasauna, panoramasauna og infrarød sauna, hvor man kan blødgøre ømme muskler. Der er tænkt på alle typer af gæster, og der er taget særligt hensyn til handicappede, herunder kørestolsbrugere, med store separate omklædningsrum og elevator.

ARKITEKTONISK VISION
I sit ydre fremtræder vandkulturhuset med et præcist, krystallinsk udtryk. De skråtstillede facader er med til at udtrykke husets særlige funktion og det irregulære tredimensionelle formsprog understreger det uformelle og natursøgende i vandkulturhusets indhold. Med vinkler og retningsskift opløses de bygningsmæssige rammer og muliggør en mere fri udformning af bassiner og opholdsarealer. De retningsløse væg- og loftflader medvirker desuden til en forbedret akustik, en ikke uvæsentlig faktor i svømmehaller, hvor hårde vandafvisende overflader ofte giver store støjproblemer.

INNOVATIVE LØSNINGER REDUCERER ENERGIFORBRUGET MED 25 PROCENT
Med Valby Vandkulturhus er det lykkedes at skabe noget så sjældent som en lavenergisvømmehal, der bruger 25% mindre energi end en konventionel. Den markante energioptimering er frugten af et tæt samarbejde mellem arkitekter og ingeniører gennem hele udviklingsfasen. Blandt andet genbruges varmen fra de mange liter vand, der dagligt skyller gennem bruserne i omklædningsrummene. Der er desuden udelukkende brugt lavenergibelysning, og vinduerne er tredobbelte med isolerede rammer.

Det er Københavns Kommune, der har stillet krav til det lave energiforbrug. Dette sker som led i en plan om at være verdens første CO2-neutrale hovedstad.

 

RÅDGIVNINGSFORM
Strategisk partnerskab/TRUST

BYGHERRE
Københavns Kommune

INGENIØR
Dominia + Norconsult

LANDSKAB
LYTT + Kragh & Berglund

OMFANG
3.600 m2

AFSLUTTET
2012

Forrige
Forrige

LYKKEBO SKOLE

Næste
Næste

8-TALLET