LYKKEBO SKOLE
HELHEDSRENOVERING AF BEVARINGSVÆRDI AULASKOLE
Helhedsrenoveringen af den bevaringsværdige skole er foregået med fokus på energioptimering, indeklima og modernisering af læringsmiljø, så skolen i dag både opfylder og fremtidssikrer behovet for fleksibilitet og multifunktionalitet i nutidens folkeskole.
Skolen fremstår næsten som ny efter en omfattende ombygning og modernisering: herunder maksimal arealudnyttelse, modernisering af faglokaler samt energirenovering. Udført med lige dele respekt for den oprindelige arkitektur samt med en ambition om at skabe et nutidigt læringsmiljø, hvor gangarealer nu er aktiveret med indbyggede sidde- og opholdsnicher, som kan bruges til både gruppearbejde og individuel fordybelse, ligesom klasse- og faglokaler er indrettet med nye fleksible, multifunktionelle og inspirerende læringsmetoder for øje.
OPHOLD OG BEVÆGELSE
Skolens højtsiddende vinduer mod nord begrænsede tidligere udsynet for eleverne og fik facaden til at fremstå lukket. Med nyetablerede karnapper kan børnene nu sidde og se ud på verden. Karnapperne giver plads til ophold på gangarealerne samtidig med, at skolen har fået et mere åbent og imødekommende udtryk.
Idrættens Innovationslab, TRUST, Københavns Kommune, Virklund Sport og Lykkebo Skole har i fællesskab udviklet nye produkter og løsninger til øget bevægelse og idræt i skolen i et innovativt samarbejdsforløb på Lykkebo Skole. Bla. er der, som resultat af samarbejdet, etableret et bevægelseslandskab i skolens gamle overdækkede pergola. Her var nemlig en god mulighed for udendørs bevægelse – også på regnvejrsdage. Bevægelseslandskabet er trukket med ind i hovedbygningen, så opfordringen til bevægelse allerede introduceres indenfor.
TEKNIK OG DRIFT
Teknisk er alle eksisterende installationer tilrettet den nye indretning og er sikret nem drift med plads til udvidelser og fremtidige ændringer i indretning. I projektet er indarbejdet alle de energibesparende tiltag, der hænger fornuftigt sammen med renoveringens prioriterede indsatser. Det har medført, at energimærket er rykket fra E til C. Skolen har fået mærkbare energibesparelser ved udskiftning af vinduer og efterisolering af facader og tage, samt opgradering af varmeanlæg. Skolen har været i drift i hele byggeperioden.
RÅDGIVNINGSFORM
Strategisk partnerskab/TRUST
BYGHERRE
Byggeri København
INGENIØR
Dominia + Norconsult
LANDSKAB
LYTT + Kragh & Berglund
OMFANG
7.500 m2
AFSLUTTET
2019