NØRRE FÆLLED SKOLE
RENOVERING OG FREMTIDSSIKRING AF FUNKTIONALISTISK SKOLEARKITEKTUR
Nørre Fælled Skole er en bevaringsværdig folkeskole fra 1932, tegnet af stadsarkitekt Poul Holsøe og arkitekt F.C. Lund. Skolen er et markant eksempel på nordisk funktionalisme med symmetrisk opbygning, røde teglfacader og karakteristiske kobbertage. Renoveringsprojektet har haft til formål at fremtidssikre skolen som et nutidigt læringsmiljø, samtidig med at bygningens arkitektoniske kvaliteter og kulturhistoriske værdi er bevaret og styrket.
BEVARING OG MODERNISERING AF FUNKTIONALISTISK SKOLE FRA 1930’ERNE
Projektet omfatter hovedbygningen samt nord- og sydfløje med basisområder, faglokaler, administration, personalefaciliteter og madskole. Derudover er der opført en ny idrætshal i forlængelse af skolens idrætsprofil. En tidligere gymnastiksal er omdannet til et åbent, fleksibelt spise- og samlingsrum med direkte forbindelse til en ny lysgård, der fungerer som skolens sociale hjerte.
I projektforløbet har der været særlig fokus på at forene bevaringshensyn med nutidige krav til funktionalitet, indeklima og tekniske installationer. Ventilation, el og øvrige installationer er integreret nænsomt i den eksisterende bygningsstruktur, så de arkitektoniske kvaliteter fremstår tydeligt og uforstyrret.
FREMTIDENS LÆRINGSMILJØER
Renoveringen understøtter moderne undervisningsformer med fleksible basisområder, faglokaler og fællesarealer, der kan anvendes på tværs af fag og alderstrin. Skolens særlige idrætsprofil og madordning er integreret i både rumlige og funktionelle løsninger, hvilket styrker sammenhængen mellem læring, bevægelse og fællesskab.
Udearealerne er gentænkt som aktive læringsmiljøer med bakkelandskaber, opholdsrum, lege- og idrætsfaciliteter. Eksisterende træer er bevaret, og ny beplantning bidrager til biodiversitet, rumlig variation og en tæt sammenhæng mellem bygning og skolegård. Skolen fungerer samtidig som en åben skole, der inviterer lokalområdet ind uden for skoletid.
BÆREDYGTIGHED OG BEVARING
Et centralt greb i projektet har været at bevare og genanvende den eksisterende bygningsmasse. Skolens kobbertage var nedslidte og er udskiftet med nyt kobber udført i høj håndværksmæssig kvalitet. De originale kobberplader er demonteret og genanvendt via Genbyg, hvor materialet har fået nyt liv i andre byggeprojekter – et konkret eksempel på cirkulær ressourceanvendelse i renovering.
Murværkets fuger er udskiftet på alle bygninger, hvilket har givet skolen et samlet og fornyet arkitektonisk udtryk. Farvesætningen er udviklet som et stedsspecifikt design, der tager afsæt i bygningens oprindelige 1930’er-farver, fortolket i en nutidig palet. Farver, materialer og inventar er koordineret på tværs af rum og funktioner og understøtter både orientering, rumlighed og læringsmiljø.
Nørre Fælled Skole fremstår i dag som et robust og fremtidssikret skolebyggeri, hvor bevaringsværdig funktionalistisk arkitektur er forenet med moderne pædagogiske, tekniske og bæredygtige løsninger. Projektet demonstrerer, hvordan nænsom renovering, høj faglighed og tæt samarbejde kan skabe varig værdi for både brugere, bydel og bygningskultur.
RÅDGIVNINGSFORM
Strategisk partnerskab/TRUST
BYGHERRE
Byggeri København
INGENIØR
Dominia + Norconsult
LANDSKAB
LYTT + Kragh & Berglund
OMFANG
10.600 m2
AFSLUTTET
2025