BØRNEHUSET FÆLLEDEN

BØRNELIV MED FÆLLEDEN SOM NABO

Børnehuset Fælleden er en del af et nyt bykvarter på Islands Brygge med Amager Fælled som baghave. Daginstitution fungerer i sammenhæng med stedets øvrige funktioner - plejehjem, socialt værested og skolehave. Projekternes indbyrdes placering opfylder et ønske om samarbejde og fælles brug af faciliteter og udearealer. Alle centreret om byrummet Den Grønne Kile, der giver brugere og borgere adgang til områdets nye aktiviteter samt til Ballonparken, Ballonhangaren og Amager Fælled

Daginstitutionen består af 10 børnegrupper, der er fordelt på 6 vuggestue- og 4 børnehavegrupper. Bygningen er indrettet med multifunktionalitet for øje og med fleksible faciliteter så børnegrupperne kan ændres inden for de eksisterende rammer.

Læs mere


ARKITEKTONISK KVALITET
I daginstitutionens samspil med udearealerne er der lagt vægt på at bygningens volumen og materialevalg er indpasset stedet og at grupperum har udsigt til fælleden og god kontakt med legepladsen mod syd. Der er desuden adgang fra alle garderober og grupperum til legepladsen i stueetagen. Garderoberne er udformet med mulighed for at arealerne kan inddrages til aktiviteter for små børnegrupper.

Fællesrummene er placeret central i huset med mulighed for kig på tværs. Puslerum er placeret ved facader med dagslys og vinduer kig til legepladsen, udsigt over fælleden og, nok så vigtigt, muliggør udluftning. De mindste børn sover til middag i bygningsintegrerede liggehaller med store åbninger i facaden, der giver naturlig udluftning. Institutionen er opført i lette elementer med træbeklædning. De første børn flyttede ind i september 2022.

Med tæt og god dialog med brugerne har det fra programmeringsstart været muligt at tænke anderledes i forhold til at optimere arealerne. For eksempel er der i garderobeområderne placeret små lege nicher med kig ud til verden, og grupperum kan via foldevægge lægges sammen med fællesrum, så der kan arbejdes på tværs af grupperne. Med uvurderlige input fra brugerne er der altså etableret fysiske rammer, som præcist understøtter ønskerne for det nye børnehus’ pædagogiske arbejde med og visioner for børns læring og bevægelse.

BÆREDYGTIGHED OG DESIGN FOR ADSKILLELSE
Byggeriet er udført med lavt CO2-aftryk i fokus og en dokumenteret bæredygtighedsproces jf. ‘Miljø i Byggeri og Anlæg’. Vi har arbejdet aktivt med miljømæssige, økonomiske, sociale, tekniske og procesmæssige aspekter af bæredygtighed. Bæredygtighed er behandlet så helhedsorienteret som muligt for at sikre brugertilfredshed, driftssikkerhed og robusthed. Med et mål om at reducere byggeriets negative konsekvenser for omgivelserne er Københavns Kommunes miljøkrav indarbejdet konkret i projektet, herunder emner som el, vand og varme, materialer og genbrug, regnvand og bynatur, ressourcer og affald samt byggepladsindretning.

Som en del af strategien for materialer og ressourcehåndtering er daginstitutionen opført med et konstruktivt fokus på Design for Adskillelse med konstruktive løsninger der er udviklet med henblik på enkel demontering og effektiv materialegenanvendelse. Der har i projekteringen desuden været øget fokus på at reducere energiforbruget gennem passive tiltag, herunder en velisoleret bygningskrop med fokus på detaljering for minimering af kuldebroer og sikring af en tæt klimaskærm, rumdisponering, udnyttelse af dagslys, solafskærmning og vinduesspecifikationer. Hertil kommer aktive tiltag som højeffektiv ventilation med høj varmegenvinding samt energieffektiv belysning med bevægelses- og dagslyssensorer.

 

RÅDGIVNINGSFORM
Strategisk partnerskab/TRUST

BYGHERRE
Byggeri København

INGENIØR
Dominia + Norconsult

LANDSKAB
LYTT + Kragh & Berglund

OMFANG
2.100 m2

AFSLUTTET
2022

Forrige
Forrige

NØRRE FÆLLED SKOLE

Næste
Næste

PEDER LYKKE SKOLEN