BØRNEKULTURHUSET AMA’R
PÆDAGOGISKE PRINCIPPER PÅ BØRNS PRÆMISSER
Fremtidens Børnekulturhus på Amager er færdigprojekteret og byggeriet gennemført af Nøhr & Sigsgaard Arkitekter som totalrådgiver og arkitekt - på baggrund af et dispositionsforslag udført af Dorte Mandrup Arkitekter.
Husets pædagogiske principper, med mange skæve ideer og overraskelser er opstået på en række workshops afholdt med lokale børn og kunstnere - og det, at børnene selv har formet ideerne, gør huset til noget helt særligt. Børn der kommer til huset for første gang, går straks på udforskning - og indtager huset fuldstændigt naturligt og umiddelbart - med alle de muligheder der er for bevægelse og fordybelse.
INKLUDERENDE RUMOPLEVELSER
Bygningen indeholder danse-stue, billedværksted/åbent værksted, musikrum, læserum, bjergbakke, himmelhems, caférum samt 'mulighedernes rum', der bruges til teater, bevægelse, dans, samspil, rollespil, rytmik, fest og koncerter for lokalområdets børn og unge.
Der er indarbejdet overraskende elementer, nicher, hemmelige kroge og rumoplevelser overalt, hvor børnene kan udforske huset. De mange rumoplevelser er udformet med tanke på at inkludere børn med forskelligartede diagnoser og handicaps, i små eller større grupper.
ET HUS PÅ HOVEDET
Rummene udfordrer børnenes egen kropsopfattelse, med de skæve former og med de mange 'ting på hovedet' - der er huler med blødt filt på loft og gulv og vægge i rød-orange farver, der er toiletrum malet med tavlekridt, en blomstermark printet i loftet hvorpå marsmænds-lamper går rundt, en klatrebakke, en hule i himlen, gummi-sidde-trapper i miniput-haven og krogede trapper, der fører til små huler, vindue i gulve, tromme-møbel etc.
Kort sagt et hus der vender alt på hovedet - og inspirerer børnene til at udforske, lege, hoppe, klatre, danse og prøve sig selv af på mange planer.
Bygningens ydre udtryk er udformet som et overraskende hus, der vender verden lidt på hovedet og behandler tag og facader ens, idet både tag og facader er beklædt med sinusformede aluminiumsplader. Karnapper er udført i akacietræ omkring ovenlys og vinduer. Bygningen er udformet som et terrasseret flydende bjerglandskab med et åbent indgangsparti og forskudte planer, der giver dynamiske rumforløb med visuelle forbindelser imellem de forskellige rums aktiviteter.
RÅDGIVNINGSFORM
Totalrådgivning
BYGHERRE
Københavns Kommune
INGENIØR
Dominia
LANDSKAB
GHB
OMFANG
11.000 m2
AFSLUTTET
2014