MØRKHØJ PARK

NYFORTOLKNING AF FUNKTIONER INDE OG UDE

”Gladsaxe Kommune overtog i 2017 Blågaard Seminarium. Det har stået tomt i nogle år, men samspillet mellem bygning og landskab er stadig intakt. Området har stort potentiale for at indfri kommunens vision om at skabe et fælles mødested for skole og kulturliv. I projektet har vi respekteret arkitekturen og de mange kvaliteter, samtidig med at vi har skabt tidsvarende og nye funktioner for Mørkhøj Park.”

Uffe Schelde Pedersen, projekteringsleder

Nøhr & Sigsgaard har stået i spidsen for transformationen og sammenlægningen af Enghavegård Skole og det tidligere seminarium til en ny skole for 0.–9. klasse samt et multianvendeligt kulturhus med seminariets karakteristiske sal som centrum. Målet har været at skabe et levende, samlende miljø for både børn, voksne og det stærke musik- og musikskolemiljø i Gladsaxe.

Læs mere


SKOLE OG KULTURHUS I SAMSPIL MED BEVARINGSVÆRDIG ARKITEKTUR
Det tidligere seminarium, opført 1962–66 af Karen og Ebbe Clemmensen og Jørgen Bo, er et markant eksempel på modernistisk institutionsbyggeri. De bevaringsværdige bygninger er blevet ombygget og renoveret med stor respekt for det oprindelige formsprog. Det røde murværk, de flade tage og den terrænfølende disponering danner fortsat grundlag for helheden, mens nye funktioner, opgraderede faciliteter og moderne læringsmiljøer nu er integreret i anlægget.

Som totalrådgiver har Nøhr & Sigsgaard varetaget hele forløbet fra helhedsplan og byggeprogram til projektering, udbud, byggeledelse og fagtilsyn. Projektet har inkluderet en omfattende bruger- og interessentproces, hvor både kommune, skole og musikmiljø har bidraget til udviklingen af de pædagogiske rammer og kulturhusets funktioner. Hvert undervisningslokale er disponeret ud fra konkrete behov og afprøvede erfaringer fra skolens dagligdag.

BÆREDYGTIGHED, UDEOMRÅDER OG ET SAMLENDE MILJØ
Det samlede bygningsanlæg rummer også daginstitution, fritidshjem og svømmehal, som alle har været i drift under byggeriet. Det har krævet detaljeret planlægning af logistik, adgangsforhold og sikkerhed gennem hele udførelsesperioden. Samtidig er der etableret nye driftsfaciliteter, der er tilpasset både funktionelle behov og bygningernes bevaringsværdi.

Bæredygtighed har været et grundlæggende princip. Kommunens strategi for verdensmål og cirkulær tænkning er understøttet gennem bevaring og genbrug af bygninger, udskiftning af tekniske installationer og nænsom energirenovering af tage og facader. Store, sammenhængende bygningsdele – som de oprindelige trælofter – er bevaret for at fastholde anlæggets arkitektoniske stoflighed.

Udearealerne bygger videre på seminariets oprindelige geometriske haveanlæg. Rektangler, cirkler og linjer danner afsæt for nye læringslandskaber og aktivitetszoner, der styrker samspillet mellem inde- og uderum. Anlægget kobler sig desuden naturligt til Mørkhøj Park Allé, Gyngemosen og de omkringliggende stiforbindelser.

Resultatet er en helhedsorienteret transformation, hvor historisk arkitektur, moderne læringsmiljøer og et aktivt kulturtilbud bindes sammen i et fælles, åbent og bæredygtigt sted for hele Mørkhøj.

 

RÅDGIVNINGSFORM
Totalrådgivning

BYGHERRE
Gladsaxe Kommune

INGENIØR
Aksel V. Jensen

LANDSKAB
Thing Brandt Landskab

ØVRIGE SAMARBEJDSPARTER
Friis & Moltke Architects

OMFANG
10.000 m2

AFSLUTTET
2025

Forrige
Forrige

NSARK.DK

Næste
Næste

GULDBERG SKOLE